Typehus | Fordele og ulemper | Sådan får du dine behov opfyldt

At tænke over at købe og komme til at bo i et typehus kan godt have en lidt bitter smag. For vi kender alle til tidligere tiders lidt uheldige eksempler på denne hustype.

Men er det rent faktisk et dårligt valgt at købe eller bygge et typehus? Hvordan adskiller nutidens typehuse sig fra tidligere tiders typehuse? Har et typehus kun ulemper, eller er der også fordele ved denne type hus?

Læs dagens artikel for at få mere at vide om typehuset og dets mange facetter.

Hvad er et “typehus” og dens karaktertræk?

Betegnelsen “typehus” kommer frem i 1960’erne, da det pludselig blev muligt for mange familier at få eget hus. Teknologien havde udviklet sig, man kunne producere materialerne til husene hurtigere og billigere end tidligere, det var nødvendigt at skabe nye boliger ret hurtigt og samtidig var det ikke længere nødvendigt at have en arkitekt til at tegne hvert enkelt hus.

Med typehuset, denne nye husform, kom der pludselig en type bolig på markedet, som gav mulighed for at “familien Danmark” kunne få et enfamilieshus med lille have til.

I typehuset blev der gjort op med idéen om, at et hus burde se pænt ud til gadesiden. Mange villaer havde indtil det tidspunkt haft nydelige stuer til gaden og køkkenet og andre opholdsrum til at vende ud mod haven.

Typehuset gjorde det almindeligt at have spise- og opholdsstue ud til havesiden, mens køkkenet istedet vendte ud mod gaden.

Typehusene var hurtigere at producere end arkitekttegnede villaer, materialerne var masseproducerede og det var derfor langt fra altid, at kvaliteten var lige god. Derudover så de ofte ud, som var de tegnet efter en skabelon – hvilket de jo også var, da dette var hele idéen med typehuset.

I dag kan du ret nemt genkende parcelhuskvarterer fra denne periode på den måde, husene i området er bygget på.

Men hvorfor tale om typehuse fra 1960’erne og ‘70’erne i en artikel fra 2020? Jo, det er fordi datidens typehuse i løbet af de sidste år har fået en renæssance. De er blevet kvalitetsmæssigt og designmæssigt opdateret og har dermed mulighed for at opfylde en dansk families behov for en ny bolig til en pris, som du faktisk er villig til at betale.

Hvordan adskiller nutiden typehus sig så fra tidligere tiders typehuse?

Der er specielt to områder, hvorpå et typehus fra 2020 adskiller sig fra 1960’ernes typehuse:

  • kvaliteten
  • indretningen

Lad os sammen se på, hvad dette betyder for dig.

Et typehus fra 1960-1980 vil typisk have fokus på funktion og langt mindre på arkitektur, udseende og design. Indretningen består som hovedregel af køkken, opholdsstue, et større (forældre)soveværelse, 2 børneværelser, badeværelse, bryggers og/eller entré og et gæstetoilet.

Der vil ikke være ret højt til loftet, taget vil have en forholdsvis lav hældning, vinduerne vil være store og ud til haven vil de ofte sidde lavt, terrassen vil være af fliser og materialerne vil sandsynligvis ikke være topkvalitet.

Men det var dengang…

I nutidens typehuse er der vist nærmest kun navnet tilbage fra 1960’ernes typehus. Navnet og så det faktum, at du på forhånd ved, hvordan dit hus vil komme til at se ud og føles.

Mange af de skavanker tidligere tiders typehuse havde er blevet elimineret og kvaliteten på materialerne, udseendet og indretningen er blevet hævet væsentligt.

Og dette giver uanede muligheder for danskere, som i dag ønsker at bygge et typehus. For det er ikke længere et hus, som ser ud som om det er tegnet med en skabelon, ejheller er det et hus, som du vil have behov for at “gemme væk”.

Nej, nutidens typehus har undergået en ansigtsløftning som kan både ses og mærkes. Med et typehus har du i dag mulighed er at få et hus, som føles rigtigt fra starten og som er lavet specifikt til at passe til dine behov.

Du vælger, hvordan huset skal bygges, hvordan udsigten skal være, hvordan det skal se ud udefra og være anlagt indeni, og hvilke materialer som skal benyttes. Alt sammen for at give dig muligheden for at få netop det hus, du og din familie ønsker.

For det at have familie i dag er ikke det samme som for 50-60 år siden, hvor kernefamilien (forældre og to børn) var rollemodellen. I dag er det almindeligt, at have “dine børn, mine børn, vores børn” eller ovenikøbet “ingen børn”, og dette tager byggefirmaerne højde for ved at have mange forskellige måder at bygge et typehus på.

Hvad er fordele og ulemper ved et typehus?

At bygge et typehus betyder i dag at give liv til en bolig, som i planlægnings- og designfasen samt i byggeprocessen tilpasses dine specifikke behov. Det er arkitekttegnet, fordi der i mange byggefirmaer er arkitekter tilknyttet, professionelle der hjælper dig til at tilpasse allerede eksisterende gulvplaner og tegninger til netop de behov, som du og din familie har.

Men er det ikke en ulempe at risikere at få samme gulvplan som naboen, kollegaen eller din fætter? Er det ikke meget bedre at få den tegnet fra starten, af en arkitekt?

Der er et par MEGET gode grunde til at genbruge gulvplaner og tegninger fra andre huse.

Den første er, at hvor der er mange der vælger en specifik type gulvplaner, dér vil der komme megen feedback på den slags indretning, og byggefirmaet vil kunne rette eventuelle småproblemer til meget hurtigt.

Dette vil betyde at du vil få et hus med et grundigt gennemprøvet design, et hus som du fra starten ved vil fungere godt.

Grund nummer to er, at det tager tid og koster penge at designe et hus. Et typehus er allerede designet i store træk, og arkitekten skal ikke lave arbejdet igen fra bunden men kan nøjes med at tage fat om de punkter som er vigtige for netop dig, så du kan få lige det hus, du gerne vil have.

Til slut skal siges, at samme gulvplan kan snildt give liv til forskellige huse, fordi det i langt de fleste tilfælde er indretningen og materialerne du vælger (som f.eks gulv, til vægge og i lofterne), som giver personlighed til dit hus.

Det at have mulighed for at vælge en indretning af dit hus som du allerede ved har fungeret for andre er en sikkerhed for, at der ikke vil være fejl eller problemer, når du er flyttet ind og skal leve i dit nye hus.

Typer af typehuse

Der findes mange forskellige typer af typehuse. De kan ret enkelt opdeles enten efter gulvplanet – og du vil derfor kunne finde betegnelser som vinkelhuse, længdehuse, kvadrathuse, knækhuse, forskudte huse, gårdhavehuse, H-huse, 2-plans huse etc.

Disse betegnelser kan være specifikke for det enkelte byggefirma eller mere generelle (som f.eks længdehuse og vinkelhuse).

(evt. link til artiklen om Sadeltag hvori de forskellige hustyper er beskrevet – hvis det ikke, som det kommer mig for, er en artikel på Hjemsted…)

Du kan også vælge dit nye typehus efter den arkitektoniske stil, du ønsker det skal have. Her vil du kunne finde betegnelser som f.eks “klassisk”, “moderne”, “funkis” og “lifestyle”.

Hvadend du vælger er det vigtigste at tænke på, om det vil passe til dig og dine behov, og om du vil have fornemmelsen af “hjem”, når byggeriet engang står færdigt.

Tænk på byggegrunden

En vigtig ting at have klartnår du vælger dit nye typehus er, at du får det bedste resultat, hvis du holder dig din byggegrund for øje. Det er nemlig vigtigt, at den grund, hvorpå huset skal opføres, passer til det typehus, du vil bygge.

Ønsker du f.eks et stort hus er det en dårlig idé at købe en lille grund, ligesom det er bedst at undgå at købe en langstrakt grund, hvis du ikke har i sinde at bygge et længdehus.

Gå til fagmanden

Som altid er vores råd at snakke med en fagmand om tingene, inden du kaster dig ud i “projekt typehus”. Har du ingen erfaring med husbyggeri kan det være en rigtig god idé at investere i en udefrakommende konsulent til at bistå dig i de nøglebeslutninger, som du vil skulle tage under byggeprocessen.

Du vil naturligvis have en rådgiver fra firmaet, som skal bygge for dig, men der vil højst sandsynligt være tale om en person, som er ansat i byggefirmaet og som derfor ikke vil kunne betegnes som værende uvildig.

Kan du få dine behov opfyldt i et typehus?

Det virker helt urealistisk at kunne få

  • kvalitet, men også kvantitet (mange typehuse er på over 150 m2)
  • et design som du selv vælger og som bliver tilpasset din situation
  • et afprøvet, funktionelt koncept
  • hurtig levering (mange firmaer har en leveringstid på under 6 måneder for et typehus)
  • en tiltrækkende pris
  • et nyt hus uden behov for vedligeholdelse
  • en total mangel på kompromiser
  • mulighed for at skabe personlige løsninger i samarbejde med arkitekten og byggefirmaet
  • et miljørigtigt lavenergihus uden brug af farlige materialer
  • mulighed for at sove om natten mens du bygger (Dette sker, fordi du ikke selv skal stå med arbejdet – der er nogen, som i dit sted tager sig af alle de byggemæssige problemer og kontakter med entreprenører, håndværkere og leverandører.)

Men det er ikke utopi. Det at producere mange huse på årsbasis giver byggefirmaerne mulighed for at købe stort ind og dermed få en bedre pris. Og da det ydermere er et marked med en god portion konkurrence og megen bevågenhed giver dette firmaerne ekstra mod på at gøre et ordentligt stykke arbejde til en god pris.

…tænk engang, mens 1960’ernes typehus har udlevet sin funktion, så har det nået at danne forbillede for en ny type bolig, som rigtig mange danskere har taget til sig. En boligtype, som giver muligheden for alle fordelene ved et arkitekttegnet hus parret med alt det bedste fra serieproducerede huse.

Det ER da imponerende, er det ikke?

Ja, nu ved du mere om, hvad et typehus er og hvordan det kan blive dit nye hjem. Har du lyst til at læse mere om, hvordan du kan bygge nyt hus så læs artiklen her.

Har du spørgsmål eller kommentarer hører vi meget gerne fra dig i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen med andre denne kunne være relevant for.

Skriv et svar